Et liv som grønlandsk fanger
af Kamma Skaarup
I 1996 rejste jeg som nyuddannet sygeplejerske til Grønland for at arbejde. Jeg blev dybt fascineret af den grønlandske fangerkultur, og efterhånden blev turene med hundeslæden flere og jagten og fiskeriet kom til at fylde stadig mere af min fritid ─ og en dag traf jeg beslutningen om at blive fanger på fuld tid. Igennem 3 år levede jeg som grønlandsk fanger i Sisimiut, indtil jeg blev mor og rejste tilbage til Danmark.
I foredraget vil jeg fortælle om, hvordan det var at få erhvervsfangerbeviset og blive anerkendt som fanger, også af fangerne. Om de mange oplevelser og udfordringer og om at leve i en kultur, hvor Qivitoq (fjeldgænger, ånder) er en integreret del af dagligdagen. Om at være helt mutters alene langt ude i fjeldet og stilheden i mange dage ad gangen, uden nogen kommunikationsmidler. Om næsten altid at være den eneste kvinde.
CV for Kamma Skaarup
Da Kamma Skaarup vendte tilbage til Danmark efter at have levet i tre år som erhvervsfanger i Grønland arbejdede hun i flere år i det danske sundhedsvæsen. Men i 2011 blev hun rekrutteret af Læger uden Grænser og har siden været udsendt mange gange som anæstesisygeplejerske og som Medicinsk Team Leder. Kamma har været udsendt til nogle af verdens værste brændpunkter i det Nordlige og Sydlige Nigeria, i Sydsudan og to forskellige steder i Afghanistan. Hun har været med til at redde flygtninge på Middelhavet og håndteret en COVID-19 intervention midt i en nedbrændt Moria Flygtninge Lejr i Grækenland. Hun har behandlet flygtninge og migranter I Belarus og senest arbejdet med psykologhjælp til ofre for vold i Ukraine.
Tid og sted:
– Lørdag d. 4. nov. kl. 15:00
– Islands Ambassade Foyer, Nordatlantens Brygge, Strandgade 89