Foredrag: Nella Dans 125 rejser i Arktis

Trækfuglens krønike

I anledning af 30 året for m/s Nella Dans forlis

Det er juleaften i år præcis 30 år siden, at polarskibet m/s Nella Dan gik tabt ud for Macquarie Island i subantarktisk farvand på rejse til Mawson Station.

Nella Dan blev den sidste i rederiet J. Lauritzens stolte flåde af røde polarekspeditionsskibe, som tilbage til starten af 1950’erne lå på træk mellem Arktis og Antarktis år ud og år ind. Ofte var det et af de røde polarskibe, som var “første skib” efter en lang vinter for ekspeditionsfolk i både nord og syd.

Rederiet J. Lauritzens besejling af de yderste østgrønlandske bygder og stationer muliggjorde opretholdelse af forsyningsforbindelser til Sirius og dermed suverænitetshåndhævelsen. Nella Dan og hendes storesøstre Thala, Magga, Perla, Erika, Helga og Kista er kendt af de fleste, som har haft med Grønland at gøre i sidste halvdel af forrige århundrede.

Frem til starten af 1980’erne lå de røde trækfugle og skuttede fjerene på stop ved Nordatlantens Brygge om foråret og sommeren, når de var på træk mellem Arktis og Antarktis. Her stod unge mænd og kvinder hvert år klar ved gangvejen på tærsklen til eventyr, som de søgte i beretningerne fra helte som Mylius-Erichsen, Brønlund, Freuchen, Mikkelsen, Rasmussen, Shackleton, Amundsen og Scott.

Krøniken om Nella Dan rækker ud over drengeeventyr og kammeratskab under pressede forhold. Nella Dan blev med sine i alt 125 rejser i Arktis og Antarktis i ukuelig kamp mod tiden og et dramatisk endelig en legende blandt polarskibe.

Det var arbejdet med oversættelsen og udgivelsen af romanen ”Når Natten Kommer” (2015) (”When the Night Comes”, Favel Parrett, 2013), som bragte Friends of Nella Dan sammen næsten 30 år efter forliset.

Friends of Nella Dan har siden foreningens etablering i 2015 med stor støtte fra Lauritzen Fonden og et netværk af venner samlet og digitaliseret filmoptagelser fra besætningsmedlemmer, gæstende forskere og familier om bord for at kunne dokumentere dette unikke hjørne af dansk søfartshistorie. Materialet er samlet på www.nelladan.org.

Trækfuglens krønike fortælles i brudstykker af personlige beretninger, billeder, filmklip og historisk dokumentar i spring fra 1961 frem til forliset i 1987.

Eventyret slutter ikke her. I dag, 30 år efter, står det australske antarktiske program midt i bygningen af et nyt danskdesignet isbrydende forskningsskib, som gennem det 10 år lange udviklingsprojekt har haft arbejdstitlen ”Nella Dan II”. Skibet leveres til den australske regering i 2020.

Oplægget (40 min.) vil være suppleret med filmklip, fotostater, virtual reality model og andre artefakter, samt mulighed for køb af merchandise og roman.

Oplægsholder: Rasmus Nygaard, dæksdreng på Nella Dan i 1987.

Tid og sted:
– Lørdag 4. nov. kl. 15.00
– Søndag den 5. nov. kl. 15.00
– Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 5.sal (lokale ‘Øst’)

 

Tilbage til programoversigt

Related Projects