Arktisk Festival er en årlig festival med fokus på Arktis og Nordatlanten. Over en hel weekend samler festivalen mennesker, organisationer og perspektiver på tværs af blandt andet kultur, forskning, historie, samfund og natur.
Festivalen byder på foredrag, samtaler, kunst, litteratur, film, musik, aktiviteter og stande og skaber rum for både aktuelle spørgsmål og historiske perspektiver. Her kan publikum møde kunstnere, forskere, forfattere, formidlere og organisationer med viden om og tilknytning til Arktis.
Arktisk Festival ønsker at skabe plads til forskellige stemmer og perspektiver og til møder på tværs af Kalaallit Nunaat, Føroyar, Ísland, Danmark og det øvrige Arktis. Festivalen henvender sig til alle, der er nysgerrige på regionens mennesker, kulturer, historier og de forandringer, der præger Arktis i dag.
Festivalen finder sted på Nordatlantens Brygge og i Det Arktiske Hus på Christianshavn – i de historiske pakhuse på Den Kongelige Grønlandske Handels Plads, hvor forbindelserne mellem Danmark og Nordatlanten gennem århundreder har sat deres spor.
Arktisk Festival arrangeres i samarbejde mellem en række organisationer og ildsjæle med tilknytning til Arktis og Nordatlanten.
Vi glæder os til at byde velkommen den 31. oktober og 1. november 2026.








